» Skip to content

Thingvellir National Park, Island

Thingvellir er Islands vigtigste kulturarv. Altinget blev grundlagt her i 930 og fungerede på Thingvellir i mere end 850 år, indtil 1798.

Altinget var tingsted for hele landet, og der findes skrevne kilder helt tilbage til tingets første tid. Tingsamlingen blev afholdt en gang om året og varede omkring 14 dage. Møderne blev holdt under åben himmel, hovedsagelig samlet omkring to steder, Lögberg (lov-klippen) og Lögrétta (domstolen). Her blev loven deklameret og kundgjort og anker fremsagt. Deltagerne holdt taler, fremlagde ideer og forslag. I dårligt vejr blev møderne holdt i kirken.

Lovsigemanden befandt sig ved Lögberg og var ansvarlig for procedurerne, for at huske og recitere lovene. Folk kom rejsende fra hele landet for at deltage i tingmøderne, de byggede interimistiske huse eller boder med tørv eller stenvægge og tækkede dem med uldent klæde. Rester af disse boder ses stadig på Tingvellir.

Man ved ikke helt nøjagtig, hvor lovklippen og domstolen var. Dokumenter fra det 13. århundrede viser til en placering øst for Almannagjá, og domstolen har nok været holdt på området foran klippen, enten nord eller øst for elven Öxará. Stednavne, såsom Druknesøen og Galgeklippen, kaster lys på nogle af de grusomme sider af tinghandlingerne.

Thingvellir er både historisk og arkæologisk det største og mest betydningsfulde tingsted i Nordeuropa. Ud over de synlige levn, vil arkæologiske udgravninger kunne kaste nyt lys over tingstedet og dets udvikling – oplysninger, der næppe kan opnås noget andet sted.

I 1930 blev Thingvellir udnævnt til nationalpark, og en lov blev vedtaget, der erklærede Thingvellir for at være “en fredet national helligdom for alle islændinge, til evig eje for den islandske nation i Altingets varetægt, og som aldrig kan sælges eller pantsættes”. I 2004 blev parkens kulturelle betydning internationalt anerkendt, da den kom med på Unesco’s World Heritage List.

Område-tingsteder

Delegates ride to the Althing © Frank Bradford Delegates ride to the Althing © Frank BradfordZoom Altinget på Tingvellir var en del af et større retssystem, der bestod af flere mindre lokale tingsteder. De første lokale tingsteder blev oprettet år 900 i Thórsnes (Snæfellsnes i Vestisland) og Kjalarnes (sydvest Island). Der har sandsynligvis været afholdt ting andre steder, men de er ikke nævnt i de skriftlige kilder. Omkring år 965 blev Island delt i 4 regioner, hver fjerdedels region havde 3 lokale ting, dog havde den nordlige fjerdedel 4 ting, så det samlede antal blev 13 tingsteder.

Efter oprettelsen af Altinget ved Thingvellir blev forårstingstederne mere permanente institutioner. De blev delt i to samlinger, en strafferetslig og en fogedret, og man samledes i op til en uge for at nå til enighed om gæld og andre tvister. Sommer- og efterårssamlinger fandt normalt sted, når folk kom tilbage fra Altinget i slutningen af juli eller august. Disse varede normalt kun et par dage. Her blev Altingets love bekendtgjort og drøftet, men der blev ikke foretaget juridiske handlinger.

Thingvellir i sagaerne

Stories about the Althing feature in many of the Icelandic Sagas, passed down by generations of storytellers © Frank Bradford Stories about the Althing feature in many of the Icelandic Sagas, passed down by generations of storytellers © Frank BradfordZoom En dag, da alle mænd gik til Lovklippen, havde høvdingerne stillet sig således: Ásgrímur Elliða-Grímsson, Gizur Hvíti, Guðmund Ríki og Snorri Goði stod oppe  ved Lovklippen, mens mændene fra Østfjorden stod længere nede. Mörð Valgarðsson stod sammen med sin svigerfar Gizur Hvíti; Mörð var en usædvanligt veltalende mand. Gizur sagde, at han skulle belyse rettergangen og bad ham tale så højt, at alle kunne høre ham.

Mörð påkaldte sig vidner – “for at bevidne, at jeg herved lægger sag an mod Flosi Thórðarson, fordi han angreb Helgi Njálsson på det drabssted, hvor Flosi Thórðarson angreb Helgi og påførte ham indre skade, hjerneskade eller marvsår, der blev hans banesår og medførte Helgis død. For dette dømmer jeg ham at være en fredløs skovgangsmand, som ingen skal føde, flytte eller hjælpe på nogen måde. Jeg erklærer, at han skal miste sine ejendomme, halvdelen til mig og halvdelen til de fjerdingsmænd, der har ret til at modtage denne konfiskerede ejendom. Jeg kundgør denne drabssag i den fjerdingsret, hvor sagen i følge loven bør behandles. Jeg bekendtgør dette, så alle kan høre det fra lovklippen. Jeg bekendtgør en dom, der til sommer skal træde i kraft vedrørende Flosi Thórðarson. Jeg bevidner denne sag, som det er pålagt mig af Thorgeir Thórisson.

Der lød højlydt godkendelse ved lovklippen, for Mörð havde talt godt og mandigt.

- Fra Njals Saga

Møderne på Altinget har en fremtrædende rolle i de islandske sagaer. Citatet ovenfor er bare et af mange i Njals Saga, der beskriver procedurerne ved tinget. Både Laxdals og Eyrbyggja Saga omtaler, hvorledes Island på Altinget blev omvendt til kristendommen og i Grettirs Saga, hvorledes Thorbjørn Fiskekrog ville medbringe Grettirs hoved til Altinget for at bevise, at han har dræbt ham. Men Thorbjørns rejsefæller overtaler ham til at begrave hovedet for ikke at provokere og ophidse sine fjender.

Hvad findes i nærheden

Thingvellir National Park er blandt de mest besøgte turiststeder i Island, der kommer flere tusind besøgende om ugen. Thingvellir indgår i den berømte “Golden Circle”, en 300 km rundtur, der besøger mange af Islands mest berømte landemærker. Udover tingstedet omfatter parken nogle flotte naturlandskaber, en i verdensklasse top 10 dykker-site og nogle udmærkede muligheder for ørredfiskeri.

Islands mest populære turistområde, Árnessýslas højland kan prale med et væld af naturens underværker og historiske steder. Her findes et arnested for geotermisk aktivitet såvel som nogle af de vigtigste lokaliteter i den islandske historie.

Haukadalur Geotermisk Område

Her finder man Geysir, der uden tvivl er verdens mest berømte gejser. Da den var mest aktiv, sendte den skoldende varmt geotermisk vand 60-80 meter op i luften. I dag findes der adskillige varme kilder i området, den mest aktive er Strokkur med udbrud hvert 2.-3. minut.

Gullfoss, det gyldne vandfald

Dette imponerende flotte vandfald er reelt delt i to vandfald, det øvre med et fald på 11 meter og det nedre med et fald på 21 meter.

Skálholt

Denne gamle hovedgård og bispesæde kan føres tilbage til år 1056. I århundreder var den lokale skole, Skálholtsskóli, den førende uddannelsesinstitution i Island. Skálholt har en velbegrundet dominerende historisk betydning vedrørende middelalderlige islandske bøger og håndskrifter, for det var her, man skrev de bøger og håndskrifter, der nu befinder sig i bibliotekernes samlinger.

www.skalholt.is

Thjórsárdalur

I begyndelsen af det islandske samfund var Thjórsárdalen grøn og frodig med omkring 20 gårde, men i 1104 blev dalen lagt øde ved vulkanen Heklas udbrud. Gårdene, der blev begravet under et lag af vulkansk aske, er en arkæologisk guldmine.  Indtil nu er mindst 40 bygninger afdækket, hvoraf gården ved Stöng er den bedst bevarede. I 1974 byggede man en kopi af gården for at fejre 1100-året for den islandske bosættelse.

www.thjodeldisbaer.is

Langjökull isbræ

Den næststørste isbræ i Island kan ses fra Gullfoss, og det er let at udforske den på ture med super-jeeps og snescootere.

Dykning i Silfra slugten

En fantastisk dykker oplevelse findes i hjertet af Thingvellir. Silfra er et af de bedste steder at dykke på Island, og mange mener, at kløften er enestående, også internationalt set. Vandet i Silfra er så rent, som vand overhovedet kan være, og man kan til enhver tid drikke det, mens man dykker. Der er to grunde til denne renhed: vandet er koldt (2°– 4°C hele året), da det er smeltevand fra en isbræ 50 km væk, og vandet er filtreret gennem lava i mange år, før det, gennem underjordiske kilder, når den nordlige ende af søen – Thingvallavatn. Flere lokale dykker-operatører tilbyder ture i Silfra - man finder dem på internettet.

Reykjavík

Thingvellir er kun 45 km fra Islands hovedstad Reykjavík. Tilbuddene i byen er overraskende mange, lige fra et bredt udvalg af museer og gallerier til et - rent ud sagt - utroligt udvalg af forretninger, caféer, et svingende natteliv, spændende arkitektur og udendørs aktiviteter.

www.visitreykjavik.is

Turistinformation

Thingvellir har åbent året rundt. Gratis adgang.

Location

Contact Info

Thingvellir National Park
801 Selfoss
Tel: 00-354-482-2660
Fax 00-354-482-3635
Email thingvellir@thingvellir.is

NAVNET STAMMER FRA/BETYDER

Oldnordisk þingvöllr: område/mark, hvor man holdt ting

Projekt finansiering